Fra spiseforstyrret til DM i styrkeløft - Christian Amdi
16564
post-template-default,single,single-post,postid-16564,single-format-standard,cookies-not-set,woocommerce-no-js,ajax_fade,page_not_loaded,,side_menu_slide_from_right,columns-3,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-10.1.1,wpb-js-composer js-comp-ver-5.0.1,vc_responsive
 

Fra spiseforstyrret til DM i styrkeløft

Fra spiseforstyrret til DM i styrkeløft

Denne blog/klientudtalelse er lidt anderledes end alle de andre, jeg har liggende her på min side. Alle de andre klientudtalelser indeholder før- og efterbilleder og ikke mindst data på, hvor meget den givne person har tabt sig. Denne er anderledes. Der er ingen traditionelle før- og efterbilleder, og der er ingen data på fedtprocent og muskelmasse. Vi har begge snakket om, at det kunne have været fedt at have nu, men om forløbet var gået på samme måde, hvis vi havde, det er ikke sikkert.  

Forfatteren af dette indlæg, Charlotte, er en klient/styrkeløftatlet, jeg har trænet i halvandet år nu. Grunden til at jeg synes at hun burde fortælle hendes historie – ikke kun om hendes forløb med mig, men også om hendes tid op til – er fordi Charlotte er en person, som jeg tror, mange vil kunne se sig selv i. Det er en historie, der er brug for bliver fortalt, for forholdet til kost og træning er for mange – især piger – helt forskruet. Der er brug for, at træning og kost handler om fejre livet og ikke at straffe sig selv, og jeg vil med de ord overlade ordet til Charlotte.


Da jeg var lille, bevægede jeg mig, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg gik til håndbold og fodbold, fordi jeg elskede det. Jeg løb og cyklede, fordi jeg synes, at det var sjovt. Det handlede ikke om at forbrænde kalorier eller træne. Det havde ikke noget formål, jeg elskede bare at bevæge mig, så det gjorde jeg.

Billede af Charlotte omkring opstart

Så blev jeg ældre, og jeg blev opmærksom på, at jeg måske var lidt større end de andre børn. Det var ikke noget, der havde betydet noget for mig før, men det fyldte mere og mere, og til sidst besluttede jeg mig i en alder af 12-13 år for, at jeg ville tabe mig. Dengang tænkte jeg, at jeg bare skulle spise lidt mindre ”usundt” og bevæge mig lidt mere, og det hjalp. Jeg tabte mig, fik ros for mit vægttab, spiste mindre, tabte mig noget mere, fik mere ros – og sådan fortsatte det. Efter noget tid kom alt til at handle om mad, træning, kalorier og vægt. Jeg bevægede mig for at forbrænde kalorier. Jeg vejede mig flere gange om dagen, og jeg talte kalorier i alt, jeg spiste. Spiste jeg en dag for meget eller forkert, så overspiste jeg, indtil til jeg fik det så dårligt, at jeg kastede op.

Årene herefter havde jeg gode og dårlige perioder. Jeg havde perioder, hvor jeg spiste for lidt, og jeg havde perioder, hvor jeg spiste for meget. Jeg gik fra at være undervægtig til at være overvægtig. Jeg sultede mig selv. Jeg overspiste. Jeg kastede op. Jeg hadede mig selv og min krop, og jeg kunne på ingen måde følge med oppe i hovedet. Jeg var mindst lige så ulykkelig, når jeg var tynd, som når jeg var tyk. Det fyldte alt i mit hoved, og det var mere eller mindre hele min verden.

Heldigvis fik jeg det langsomt bedre og bedre, og i løbet af min gymnasietid endte jeg med at holde en nogenlunde stabil normalvægt. Jeg var ikke glad og tilfreds, men jeg fik så tilpas meget overskud, at der var plads til andet end tanker om mad, vægt og min krop.

På et tidspunkt i samme periode meldte jeg mig ind i Fitness World og begyndte at træne meget. Fitness handlede dengang for mig om at ”stramme op” på min bløde mave, mine slappe arme og mine store ben. Jeg lavede mange gentagelser og trænede næsten kun mave, triceps, baller og inderlår. Bevægelse handlede altså ikke længere kun om at forbrænde kalorier, men også om at forbedre det, jeg ikke kunne lide ved min krop.

Efter gymnasiet fik jeg rigtig meget tid til at træne. Jeg trænede ti gange i ugen og cyklede 40 km om dagen. Derudover blev jeg også virkelig restriktiv omkring min kost og droppede blandt andet kulhydrater helt. Jeg tabte mig meget igen og blev, for første gang siden jeg var 12 år, nogenlunde glad for min krop. Jeg var ikke tilfreds, og jeg havde stadig et meget kompliceret forhold til mad, men det var på mange måder bedre end i mange år. Her genfandt jeg også glæden ved bevægelse, og specielt træning med fokus på at blive stærk gjorde mig glad.

Dette leder frem til, at jeg starter ved Christian, da jeg efter ret massiv overtræning og kalorieunderskud i mange måneder var blevet skadet. Jeg havde problemer med den ene skulder, med hofterne, den ene balle og store problemer med lænden. Til sidst var det så slemt, at jeg næsten ikke kunne træne længere, så jeg kontaktede Christian for et ti-ugers forløb.

Mit mål med forløbet var, at jeg ville blive skadesfri, så jeg kunne fortsætte med at træne, som jeg gjorde før. Jeg havde på ingen måde lyst til at tabe mig. Jeg ville bare gerne være stærk og skadesfri. Dette og mit komplicerede forhold til mad, min krop og vægt gjorde, at jeg ved opstart bad om ikke at blive vejet. Jeg ville ikke have taget før- og efterbilleder, og jeg skulle ikke på kostplan. Dette acceptererede Christian. Hans eneste indvending var dog, at jeg nok blev nødt til at spise lidt kulhydrater, hvis jeg ville være stærkere. Så det gjorde jeg: en banan efter træning. Dengang var frugt på min ”forbudtliste”, så det var meget større for mig, end det lyder!

I de første ti uger gik jeg fra at træne otte til ti gange i ugen til at træne fire gange i ugen, og jeg havde ingen tunge løft på programmet. Selvom jeg var ret negativ over projektet, kunne jeg hurtigt mærke, at jeg fik det bedre, og efter de første ti uger valgte jeg at forlænge med ti uger mere. I løbet af de efterfølgende ti uger fik både jeg og min krop det endnu bedre, og jeg fik squat på programmet, så jeg forlængede igen, og nu er det halvandet år siden, jeg startede.

Billede af Charlotte efter 1,5 års samarbejde

På halvandet år har jeg opnået ting, jeg helt ærligt aldrig havde forestillet mig, jeg ville være i stand til. Efter tre måneder squattede jeg 100 kg. Nogle måneder efter dødløftede jeg 130 kg. Begge de to løft betød meget for mig, for jeg kunne næsten ikke forstå, at det var min krop, der var så fantastisk stærk. Herefter begyndte jeg at snakke lidt om styrkeløft, men jeg synes ikke, jeg var stærk nok. Det blev jeg, og jeg endte derfor med at stille op til TSK i november sidste år, hvor jeg squattede 125 kg, bænkede 67,5 kg og dødløftede 165 kg. Det var den vildeste oplevelse, for havde man sagt til mig for halvandet år siden, at jeg skulle blive så stærk, så havde jeg aldrig troet på det.

Selvom jeg er helt vildt stolt over min styrkemæssige fremgang, så betyder det endnu mere for mig, at jeg nu har et bedre forhold til mig selv og min krop, end jeg har haft, så længe jeg husker. Jeg går stadig meget op i, hvad jeg spiser, men det fylder på ingen måde ligeså meget, som det altid tidligere har gjort. Jeg kan næsten ikke huske sidste gang, jeg overspiste, og jeg bliver ikke længere ked af det, når jeg kigger mig i spejlet – tværtimod. Alt dette er på trods af, at jeg har taget omkring 10 kg på, siden jeg startede ved Christian. Jeg er gået fra at have et virkelig anstrengt forhold til mad til endelig at slappe af omkring det (for det meste). Og så bevæger jeg mig igen, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg træner, fordi jeg elsker at træne, og jeg spiser, fordi jeg elsker mad – og for at blive stor og stærk og ikke at dø, selvfølgelig. Alt i alt er jeg bare et meget stærkere og gladere menneske nu end før, og – igen – hvis man for halvandet år siden, havde sagt til mig, at jeg nogensinde skulle have så godt et forhold til mad og mig selv, så havde jeg ikke troet på det.

For et år siden var jeg tilskuer til DM til i styrkeløft. På det tidspunkt vidste jeg ikke helt, hvad det gik ud på, men efterfølgende tænkte jeg, at jeg ville prøve det der styrkeløft 🌝 I lørdags var jeg så selv til DM, hvor jeg kom på en 5. Plads i -84 med en totalt på 375 kg med 135 i squat (på videoen), 75 i bænk og 165 i dødløft. Selvom jeg ikke er helt tilfreds med min præstation, er der intet, der slår at være til stævne og bruge en helt weekend med team AmdiPT ❤️ . . . #amdipt #aarhussvk #styrkeløft #styrkeløfter #powerlifting #powerlifter #dullermedmuller #stærk #styrketræning #bænkogballer #motivation #træning #bænk #bench #bænkpres #benchpress #dødløft #deadlift #squat

A post shared by Charlotte Mølgaard (@charlottemolgaard) on

Nu er det så, jeg skal sige, at jeg aldrig havde opnået ovenstående uden Christian. Det påstår jeg ikke kun, fordi han nærmest har bedt mig sige det, men også fordi det nok passer lidt. Det jeg vil sige er i hvert fald, at jeg i den tid jeg har haft ham som træner, har lært så meget både om mig selv og min krop, men også om kost og træning, at jeg har svært ved at se, hvordan jeg skulle være kommet hertil foruden. Det skyldes ikke kun, at han er pisse klog og dygtig til det han gør, men i endnu højere grad at han, uanset hvad, altid er meget forstående og tålmodig. Det betyder også, at han tager alle problemer seriøst, uanset hvor små og dumme de virker for andre. Og vigtigst af alt så tror han på én mere end nogen andre – selv når man ikke tror på sig selv.

Derfor har Christian være min træner i halvandet år nu og er det fortsat, mens vi arbejder imod nye mål. Overordnet set er målet nu og altid at gøre mit bedste for at blive stærkere hver dag både fysisk og mentalt. Mere specifikt er træningen lige nu centreret omkring bedre teknik i de tre løft og muskelopbygning i overkroppen, således at jeg forhåbentlig står meget stærkere til mit næste stævne om syv måneder.

Det hele handler bare om at slappe af og stole på processen 🙂

Christian Amdi
ca@amdipt.dk
Ingen kommentare

Skriv en kommentar