Kønsforskelle i restitution efter styrketræning – min afhandling

Indholdsfortegnelse

Introduktion

Det hele startede tilbage i juni 2019 i en lille forstad til London ved navn Twickenham, hvor mine medstuderende på St. Mary’s Universitet og jeg blev introduceret til afhandlingsforløbet på min mastergrad (MSc.) i Strength & Conditioning (S&C). Det er egentlig løgn. Det startede nok egentlig i vinteren 2018, hvor jeg var begyndt at kede mig lidt i virket som personlig træner på fuldtid og havde brug for noget mere udfordring. Jeg var på det tidspunkt begyndt at interessere mig rigtig meget for den akademiske verden, jeg læste meget litteratur og forsøgte efter bedste evne på det tidspunkt at videreformulere det. Jeg manglede dog retning, struktur og noget, der pressede mig. Min første tanke var en PhD, ikke en MSc. Ikke fordi jeg var arrogant/dum nok til at tro, at jeg kunne springe noget over, men fordi jeg allerede dengang vidste, at hvis jeg begyndte på den her vej, så er en PhD endestationen, og det holder jeg fast i. Jeg har også fra start haft øjnene på SPRINZ i New Zealand, da de er blandt de første og bedste indenfor S&C-feltet. Jeg havde æren af at snakke lidt med Eric Helms, som er vejleder dernede, til en styrkeløftkonference i Irland en måned før jeg startede på min MSc., hvor jeg forhørte mig om mulighederne. Kravene var klare: Få en relevant MSc. og gennemfør med honours (hvilket betyder et snit på, hvad der svarer til 10 eller over). Dertil blev der selvfølgelig lagt vægt på, at jo flere udgivelser man kunne have under bæltet, jo bedre var det. Så det var ligesom min indgangsvinkel. Jeg skulle igennem med et snit over 10(B+), hvilket på britiske universiteter hedder at graduate with distinction. Dertil skulle hvad end afhandling, jeg lavede, være af en kvalitet og omhandlende et emne, der kunne udgives. Det var mit drive.

Så da vi blev introduceret til afhandlingsprocessen, begyndte det for alvor at blive en realitet. Litteraturstudie var ikke tilladt for os, da man her ikke får en reel indsigt i, hvordan grundforskning udføres, hvilket de satte stor vægt på. De prioriterede på samme tid selvstændighed, hvilket betød at alle dele af processen skulle klares af os selv – idéformulering, metodeskrivning, udfyldelse og godkendelse af formularer til etisk råd, rekruttering af forsøgspersoner, dataindsamling, statistik, skrivning og, efter jeg blev færdig, alle dele og udgifter ifbm. udgivelsen og fagfællebedømmelse af artiklen. Jo mere selvstændig man var, jo bedre blev man bedømt (hvis kvaliteten af ens arbejde selvfølgelig var derefter). Det har sine fordele og ulemper, da optimering af metoden via lange diskussioner med sin vejleder måske fyldte mindre. På den anden side har det været ekstremt lære- og indsigtsrigt at udføre det på ”egen” hånd.

I forhold til valg af emne stod jeg overfor flere overvejelser, hvor jeg i starten virkelig gerne ville lave et studie, der undersøgte betydningen af forskellige øvelsesvalg på muskelvækst. Da jeg ikke havde rådighed over nogen valid måde at måle muskelvækst på, blev den dog hurtigt skrottet. Dertil, efter samtale med min gode ven Rune Hokken, blev det også gjort klart, at hvis man skal supervisere alle træninger af 20+ mennesker i 10 uger, bliver man både meget stresset, forsøgspersoner bliver ekstremt svære at finde, og at have et fuldtidsarbejde ved siden af nok umuligt. En MSc. er jo et deltidstudie, så der er ingen SU, og det er 100% selvbetalt.

Jeg endte med at vælge et emne, jeg før har skrevet om og interesseret mig for, nemlig kønsforskelle i træning, da mit primære klientel altid har været kvinder. Selvfølgelig er emnet ikke helt urørt, men generelt higer man efter mere forskning på kvinder, da de er understuderede i træningsverdenen. Når vi så snakker styrketrænede kvinder, ja, så er der endnu mindre. Valget faldt derfor, som du allerede ved, på restitutionsforskelle mellem styrketrænede mænd og kvinder. Du kan også lytte til afsnittet af Stærkt Akavet med Niklas Meier om min afhandling nedenfor:

Rationalet

Hvorfor er dette overhovedet interessant? Om det er afhænger selvfølgelig af dit interessefelt, men det antages at være interessant, da man i praksis ofte hører trænere fra f.eks. østblokken fortælle, at deres kvindelige løftere generelt tolererer og tilpasser sig bedre til højere volumener og intensiteter end mænd.

Der er også nogle mekanistiske årsager til, at dette måske kunne være korrekt. Kvinder har, som vi ved, et andet hormonelt miljø end mænd. Hvor mænd har mere testosteron, har kvinder mere østrogen. Østrogen i sig selv er tænkt at have nogle effekter, der skulle beskytte musklerne mod muskelskade [1]. Det skulle være i stand til at stabilisere cellemembranen, ligesom at det skulle fungere som en antioxidant og fjerne frie radikaler, som forekommer under intenst muskelarbejde – og derved mindske skaderesponset. Udover den akutte effekt af østrogen har de forskellige hormonelle miljøer blandt kønnene også en betydning for nogle andre relevante mekanismer. F.eks. har kvinder en cirka 10% større andel af type I-fibre, hvilket er nogle mere udholdende fibre, der er mindre udsatte i forhold til muskelskade, end type II-fibre er [2,3]. Dertil har kvinder typisk en større kapillærdensitet, et bedre blodomløb og mindre mekanisk kompression af blodkar under arbejde, hvilket vil sige, at de har lettere ved at tilføje næring til og fjerne affaldsstoffer fra musklerne under arbejde [2,4]. Dertil, grundet både fibertypen, blodomløbet og østrogen, ser de ud til forbrænde fedt under træning mere effektivt og derved sparre glykogen og udtømme disse lagre mere langsommeligt [1–4]. Rent teoretisk har kvinder altså et udgangspunkt, der burde gøre dem både mere udholdende under træning og hurtigere til at restituere efter.

Hvilken betydning har dette så vist at have i praksis? Jamen, f.eks. har flere studier vist, at kvinder er i stand til at lave flere gentagelser med en given intensitet end mænd, særligt ved intensiteter på 80% af 1RM eller under [3,5,6]. Det skal dog siges, at disse studier typisk er udført i utrænede mennesker, og der er tale om henholdsvist isometriske test, biceps curls eller back extensions. Yderligere tanker om dette kommer senere.

Hvis vi kigger på restitutionsevne, har vi faktisk en del litteratur her. Det skal dog siges, at når vi snakker om restitution efter træning, findes der mange målemetoder til at gøre dette, hvor man kan bruge funktionsniveau (typisk isometrisk styrke), muskelømhed (DOMS), histologi, blodniveauer af visse proteiner forbundet med muskelskade (typisk sCK, LDH osv.) og skanning via MRI eller CT. Skade på muskelfiberniveau kan kun direkte måles via skanning eller muskelbiopsier, og hvor DOMS og blodmarkører ofte bliver brugt i restitutionsstudier, så er deres sammenhæng med reel muskelskade faktisk ekstremt ringe, og man har endda anbefalet ikke at bruge disse mål siden 1999 [7–11]. I forhold til kønsforskelle er lige præcis sCK værd at snakke om, da den er korreleret med mængden af muskelmasse, man har, og jo mindre cellemembranen skades, jo mindre sCK frigives til blodstrømmen. Generelt har kvinder mindre muskelmasse end mænd, og østrogens påvirkning på cellemembranen har vi lige gennemgået.

Det er derfor ikke overraskende, at 8 studier har fundet, at mænd oplever en større stigning i sCK efter træning end kvinder [12–19], mens 2 studier ingen kønsforskelle finder [20,21], og et enkelt finder en større stigning i kvinder [22]. For en mere dybdegående gennemgang af disse studier, så læs her, men da sCK i sig selv er et ret irrelevant mål for muskelskade og er ”biased” i forhold til at vise fordele for kvinder, vil jeg ikke bruge mere tid på den del.

For DOMS er det mere lige, hvor 9 studier ingen kønsforskel finder efter træning [13–15,17,21,23–26], mens et finder færre DOMS i kvinder [27], og et finder færre DOMS i mænd [22]. Så selvom dette nok hverken har nogen akademisk stor relevans grundet den dårlige sammenhæng med muskelskade, eller praktisk relevans grundet den dårlige sammenhæng med præstationsevne, tyder det altså på, at mænd og kvinder nok bliver omtrent lige ømme efter samme styrketræningsstimuli.

I praksis er der dog kun én ting, jeg finder interessant, og det er, om vi er klar til at præstere – nemlig muskelfunktion. For hvis du står til en træning, et stævne eller hvad det måtte være, så handler det om, at du skal præstere, og det skal gerne være på det samme eller højere niveau end tidligere. Det er da også muskelfunktion, man betragter som den absolut bedste indirekte måde at måle muskelskade på, og det er derfor den, man bør lægge mest vægt på i litteraturen [7,11]. Hvad er status så her? Ligesom litteraturen på DOMS, er litteraturen på muskelfunktion meget blandet. 12 studier finder ingen kønsforskelle i restitution [14,17,24,26–34], 2 finder en kvindelig fordel [15,16], og 4 finder en mandlig fordel for restitution af styrketab efter styrketræning [21–23,25].

Så hvis vi vender tilbage til den oprindelige hypotese omkring, at kvinder skulle restituere hurtigere og kunne håndtere mere end mænd, er det altså ikke fandens overbevisende, hvad litteraturen indtil videre fortæller os. En vigtig detalje omkring mange af de refererede studier i de seneste afsnit er dog, at størstedelen er udført på utrænede populationer. Ja, faktisk er det kun 5 af studierne, der undersøger restitutionsmønsteret af muskelfunktion efter styrketræning, der er udført i styrketrænede mænd og kvinder [21,29,30,33,34]. Grunden er selvfølgelig, at det altid er lettere at finde utrænede end trænede forsøgspersoner, særligt fordi trænede forsøgspersoner tænker rigtig meget over deres egen træning og ikke vil misse den i videnskabens navn, selvom der måske kun er tale om en uge af deres træning. Træningsforskellen er dog et problem, da vi ved, at kvinder omkring teenageårene begynder at være mindre fysisk aktive end deres mandlige modparter [35–38], hvilket vil sige, at en utrænet mand muligvis er mere grundtrænet end en utrænet kvinde, selvom at ingen har en baggrund indenfor styrketræning. Dertil, selv hvis både mænd og kvinder styrketræner, er der også noget, der tyder på, at mænd er mere tilbøjelige til at træne tungere og tættere på failure end kvinder [39,40]. Dette er selvfølgelig ikke en definitiv kønsforskel, men det kan være en sociokulturel forskel mellem de forventninger og værdier, der dog er mellem mænd og kvinder. Dette afhænger selvfølgelig også i høj grad af ens viden omkring træning samt det miljø, man omgås i, og hvilket mål man træner for. Min pointe er bare, at træningserfaring er mere end trænet vs. utrænet – det er, hvordan man har trænet, og der er nogle sociokulturelle forskelle i, hvordan mænd og kvinder måske formes til at træne, som kan have en betydning, når vi undersøger fysiologiske forskelle – hvilket så fejlagtigt nogle gange tolkes som fysiologiske kønsforskelle, som de ikke er [37,41,42]. Derfor er det vigtigt at lave konklusioner ud fra en lignende population til den, vi prøver at overføre den til. Jeg vil derfor kun gå i dybden med litteraturen i trænede individer.

Häkkinen (1993 og 1994)

Vi starter tilbage i 1993. Året, hvor både jeg og det første studie om kønsforskelle i restitution hos styrketrænede individer kommer ud. Året efter kom endnu et studie ud med de samme forsøgspersoner og opbygning, men forskellige træningsprotokoller. Her rekrutterede den finske sportsvidenskabslegende Keijo Häkkinen henholdsvist 10 og 8 styrketrænede mænd og kvinder [29,30].

De blev så udsat for to af de mere groteske træningsprotokoller, jeg har set, nemlig 20 sæt af 1RM og 10 sæt af 10RM i back squat, begge med 3 minutters pause mellem sæt. Når jeg skriver 1RM og 10RM, så mener jeg det. Der er tale om den absolut tungeste vægt, de kunne tage hvert sæt, og når det ikke længere var muligt, blev vægten sænket til næste sæt, så de kunne blive ved med at tage det rigtige antal reps.

Før, under (mellem hver 3. sæt) og efter træningen (lige efter, 1, 2, 24 og 48 timer efter) blev der målt maksimal isometrisk knæekstensionskraft via et dynamometer, hvorfra RFD og afslapningstid også blev målt. I samme ombæring blev der også målt overflade-EMG-aktivitet af forlårsmusklerne samt blodprøver for laktat.

Efter den højintense protokol (20x1RM) blev der set stigninger i blodlaktat som følge af protokollen i både mænd og kvinder uden forskel mellem kønnene. Det blev desuden set, at den belastning, der blev brugt, faldt fra 175kg til 158kg (-9,3%) hos mændene og fra 74,2kg til 66,7kg (-10,1%) hos kvinderne over de 20 sæt. I forhold til isometrisk kraftproduktion blev der over de 20 sæt observeret et fald på 24,1% hos mændene og 20,5% hos kvinderne. Hertil medfulgte et fald signifikant fald i EMG-aktivitet fra baseline i VM, VL og RF hos mændene, mens et fald i EMG-aktivitet kun blev set i VM hos kvinderne. Ingen signifikante forskelle mellem kønnene blev dog fundet. Et signifikant større tab af RFD blev dog set hos mændene sammenlignet med kvinderne.

I forhold til restitutionen efter træning blev der set en signifikant hurtigere restitution af muskelfunktion i den første time efter træning hos kvinderne, men derefter var der ingen kliniske eller statistisk signifikante forskelle mellem kønnene med mændene på 97,1% og kvinderne på 98,3% af deres baselinestyrke efter 2 dage.

Som sagt var studiet i 1994 med samme metodiske opbygning og forsøgspersoner. De eneste forskelle var protokollen, som nu hed 10 sæt af 10RM med 3 minutters pause, og at EMG og isometrisk styrke nu blev målt mellem hvert sæt, fremfor hver tredje.

Her blev der observeret et signifikant større tab i isometrisk styrke over protokollen hos mændene end hos kvinderne (47,1 vs 29,4%). Hvilket endnu en gang blev fulgt op af et signifikant større tab af RFD blandt mændene sammenlignet med kvinderne. I mere praktiske termer faldt back squat-10RM-belastningen i mændene fra 125kg til 91kg (-27,2%), mens den i kvinderne gik fra 55kg til 47kg (-14,5%).

Der blev en signifikant kønsforskel i laktatstigninger, hvor mændene oplevede en dobbelt så stor stigning som kvinderne (1071% vs. 428,6%). En stigning, der desuden var signifikant korreleret med tabet i muskelstyrke. Selvom der ingen signifikante kønsforskelle var, blev der set signifikante fald fra baseline i VM- og VL-EMG-aktivitet for mændene og kvinderne.

I forhold til restitution var der ingen signifikante forskelle mellem mænd og kvinder. Mændene var dog signifikante under baseline indtil 48 timer efter træning, hvor kvinderne ikke længere var signifikante under baseline efter 24 timer.

Hvad kan vi så tage med fra Häkkinen studierne?

Häkkinen selv konkluderer, at hans studier viser, at kvinder er sværere at udtrætte, og de restituerer hurtigere. Han mener endda, at EMG-resultaterne fra hans 1993-studie er bevis for, at kvinder skulle være mindre modtagelige overfor central træthed. Jeg er dog ikke enig – i hvert fald ikke i, at det er så simpelt – af flere årsager:

Ingen af studier finder signifikante forskelle mellem mænd og kvinder i restitutionsmønsteret på noget tidpunkt i dagene efter træningen. Hans konklusioner bliver derfor baseret en fysiologisk ulogisk stigning (hvorfor skulle den falde igen timen efter – sandsynligvis en tilfældighed) i timen efter den tunge protokol. Dertil laver han en klassisk statistisk fejl, nemlig at konkludere gruppeforskelle, uden at de eksisterer, på baggrund af tidsforskelle i de enkelte grupper. Sagt på lidt mere dansk, bare fordi mændene stadig var under deres baseline efter 24 timer efter 10×10-protokollen, mens kvinderne ikke var, betyder det ikke, at mændene og kvinderne var forskellige.
EMG-data, taget via overflade-EMG som gjort i dette studie og rigtig mange andre, kan ikke bruges til at estimere central træthed. Det kræver en teknik kaldt twitch interpolation, hvor man også sætter strøm til folks muskler for at se, om musklen stadig kan producere kraft, og om faldet i kraftproduktion er et resultatet af en træt muskel, eller fordi man ikke kan aktivere den længere.

Dertil er der et stort problem, som jeg håber, at du har set, som jeg har været inde på tidligere – nemlig træningstilstanden. Hvis du kiggede godt efter, så var mændenes 1RM i back squat ved baseline 175kg, mens kvindernes var 74,2kg. Nu skal jeg ikke tage noget væk fra kvinderne, og 74kg er da et udmærket squat, men det er på ingen måde sammenligneligt med 175kg squat – selv når man tager i mente, at kvinder generelt er mindre fysisk stærke end mænd. Hvis man tager relativ styrke (1RM delt med kropsvægt), så squatter mændene stadig 2,12kg pr. 1kg kropsvægt, mens det for kvinderne er 1,27kg pr 1kg kropsvægt. Det er en forskel i relativ styrke på næsten 60%. Häkkinens studier, omend det er det første af sin slags, har ikke formået at matche træningstilstand tilstrækkeligt. Konklusionerne kan derfor ikke bruges til at sige noget om mænd vs. kvinder, men derimod om stærkere mænd mod svagere kvinder.

Et andet problem er, at studiernes protokoller er ret ekstreme og ikke ligefrem ligner protokoller, særligt mange ville bruge i praksis. Det gør generaliserbarheden ret lav, men det er gjort af en god grund; hvis du vil undersøge restitution, skal du være sikker på, at du inducerer træthed – og det har de gjort.

Det, vi derimod kan tage med fra Häkkinen-studierne, er følgende:

Stærkere mænd er sandsynligvis mere udtrættelige end svagere kvinder, hvilket kan ses på faldet i isometrisk og dynamisk styrke efter begge protokoller. Denne forskel ser dertil ud til at blive forstørret ved en højvoluminøs protokol af lavere intensitet.
Vi kan sige, at hvis der er restitutionsforskel, så er den nok ret lille, men vi ved endnu ikke, hvilken betydning træningsstatus har herpå.
Vi kan se, at forskellige mål for muskelfunktion reagerer forskelligt efter samme protokol. Faldet i back squat-belastning var 9,3% og 10,1% i hhv. mænd og kvinder, mens den var 24,1% og 20,5% i isometrisk kraftproduktion efter 20x1RM. Efter 10x10RM var disse tal 27,2% og 14,5% for back squat-belastning og 47,1% og 29,4% for isometrisk styrke. Dette er interessant i forhold til, hvordan man skal tolke resultater af studier, da vi i praksis nok ikke er så interesserede i et fald i isometrisk styrke, hvis vi stadig kan performe i back squat.
Stærkere mænd ser generelt ud til at bruge mere glykogen under træning end svagere kvinder, eftersom at stigningen i laktat var den dobbelte hos mændene efter 10x10RM-protokollen.

Judge og Burke (2010)

Mere skete der faktisk ikke på området, når vi taler trænede personer før 2010, hvor Judge og Burke rekrutterede hhv. 6 og 6 styrketrænede mandlige og kvindelige college-atleter (4,6-6,5 års træningserfaring) samt 4 og 4 mindre trænede mænd og kvinder (1,4-3,8 års træningserfaring) [33].

Herfra gjorde forskerne noget, som sjældent gøres, men som er ekstremt fedt. De fik forsøgspersonerne til at gennemgå 3 uger af den samme bænkprestræning for at udligne forskelle i habituel træning mest muligt.

Herfra deltog de over de næste tre uger i to bænksessioner i ugen, en baselinesession og en testsession. Begge sessioner var ens og bestod af 5 sæt: 10 reps @50% af forventet 5RM, 5 reps @70% af forventet 5RM, 4 reps @85% af forventet 5RM, 2 reps @95% af forventet 5RM og til sidst en AMRAP @100% af forventet 5RM. Resultatet af AMRAP’en blev så brugt til at udregne en e1RM, som var deres baseline.

Denne session gentog de så 4, 24 eller 48 timer efter i hhv. første, anden og tredje uge. Rækkefølgen var altså ikke randomiseret. Denne overordnede protokol er ekstremt fed i min optik, da det, vi netop er interesseret, når vi snakker restitution efter en bænkpressession, er, hvornår vi er klar til at bænke igen – fremfor f.eks. isometrisk styrke. Den manglende randomisering af testsessioner åbner dog for en mulighed for familiarisering til testen, som måske kan være relevant. Den er dog lige for alle.

Hvad fandt de så? De observerede, at kun de mandlige atleter og kontroller oplevede et signifikant fald fra baseline både 4 (atlet = -2,4%, kontrol = -2,7%) og 24 timer (atlet = -4%, kontrol = -5,1%) efter træningen, hvor kvinderne ikke oplevede signifikante ændringer fra baseline på noget tidspunkt. Der blev dog ikke fundet nogle signifikante forskelle mellem kønnene på noget tidspunkt.

Hvad kan vi tage med fra Judge og Burke (2010)?

Der er lidt færre mål, så også lidt færre take-aways end fra Häkkinen-studierne. Jeg vil dog igen sige, at hvis der er en kønsforskel, så er den minimal, da de ikke fandt nogen signifikant forskel mellem kønnene. Faktisk forstår jeg ikke engang, hvordan de fandt en forskel fra baseline i de mandlige grupper, når man tænker på, hvor småt faldet var, og at der var 4-6 personer i hver gruppe. Det giver ingen mening for mig.

Der er dog nogle andre ting, der er værd at bide mærke i. Mændene i begge grupper havde et relativt konstant niveau i deres baselinesessioner over ugerne. Atleterne havde en estimeret 1RM på 165,6-165,9kg på alle sessionerne, mens kontrollerne havde én e1RM på 103,4-104,5kg, hvor ingen af dem havde den bedste session i uge 3. Kvinderne oplevede derimod alle fremgang fra uge til uge, hvor atleterne gik fra 84,5kg, til 85,8kg i uge 2, 86,8kg i uge 3 og ja, faktisk 87,1kg 48 timer senere i uge 3. Det samme mønster ses i kontrollerne, der gik fra 43,8kg til 45,7kg, så 47,2kg og til sidst 47,5kg.

For mig er det et klart tegn på, at kvinderne her, omend ret stærke, stadig havde en del familiarisering at lave på de helt tunge bænkpres. Lige en note på styrkeniveauerne, så finder jeg det ekstremt imponerende, at de har formået at få forsøgspersoner ind, der i gennemsnit kan bænke hhv. 144,5kg og 73,5kg for 5 reps for mænd og kvinder. De havde da også noget masse bag sig (mænd = 110,5kg, kvinder = 92kg), men alligevel. Det er stabilt, men normaliseret til fedtfrimasse er det dog stadig en forskel i relativ styrke på 54,5%.

Det skal dog siges, at netop fordi Judge og Burke undersøger grupper af to forskellige træningstilstande, så får vi faktisk muligheden for at se lidt flere tendenser. De kvindelige atleter er nemlig, relativt til fedtfri masse, kun 12% svagere end de lettrænede mænd, hvilket, hvis man tager højde for, at mænd generelt har en større andel af deres fedtfri masse i overkroppen end kvinder, nok betyder, at de er mere matchede. Da mændenes restitutionsmønster ændres minimalt med mere relativ styrke, så kunne det jo godt give et lille slag mod teorien om træningstilstand, og det vil man være i sin gode ret til at tænke. Jeg vil dog stadig sige, at hvis man kan blive kontinuerligt stærkere på 3 uger ved at 5RM-teste 6 gange i ugen, så kunne man være mere neuralt effektiv eller teknisk bedre.

Davies et al. (2018)

I 2018 kommer den første artikel dog ud, hvor forskerne har forsøgt at matche forsøgspersonerne. Her rekrutterede de 11 mænd og 8 kvinder, som havde en sammenlignelig relative styrke i back squat (mænd = 1,9kg 1RM/kg FFM vs. 1,8kg 1RM/kg FFM i kvinder) [21].

Efter en uges familiarisering til baselinetestene gennemførte de en squattræning bestående af 5 sæt af 5 reps ved 80% af 1RM, hvorefter et sjette sæt med samme belastning blev taget til failure. Pausen mellem sæt var 90 sekunder.

Før, 4t, 24t, 48t og 72t efter træning blev der målt maksimal isometrisk, koncentrisk og excentrisk knæekstensionskraft samt hoppehøjde (CMJ), DOMS og sCK.

Der blev ikke observeret nogle signifikante forskelle mellem mænd og kvinder for sCK på noget tidspunkt efter træning. Kvinderne havde dog værre DOMS end mændene 4 timer efter træning, men ikke i dagene efter.

For koncentrisk kraftudvikling blev det observeret, at både mænd og kvinder var under baseline efter både 4 timer og 24 timer efter træning, mens kun kvinderne forsat var under baseline efter 48 timer og 72 timer. Der blev desuden fundet en signifikant forskel mellem kønnene 24, 48 og 72 timer efter træning. Et lignende mønster blev set for hoppehøjde, hvor mændene var under baseline 4, 24 og 48 timer efter træning, mens kvinderne stadig var det efter 72 timer. En signifikant forskel mellem kønnene blev set på alle tidspunkter efter træning.

Begge køn præsterede under baseline for isometrisk (4t efter) og excentrisk (4, 24 og 48t efter) kraftproduktion, dog uden signifikant forskel mellem kønnene.

Hvad kan vi tage med fra Davies et al. (2018)?

Davies et al. er det første studie, der rent faktisk forsøger at matche træningstilstand. Det er på samme tidspunkt det første studie, der rent faktisk finder signifikante forskelle mellem kønnene i dagene efter træning. Det interessante er dog, at hvor effekterne generelt tidligere har favoriseret kvinderne, så ser vi i dette studie en mandlig restitutionsfordel.

Det er svært at spå om, hvorfor vi pludselig ser en helt anden tendens for umiddelbart ville min hypotese ikke være, at hvis træningstilstanden var ens, så ville mændene have en fordel. Det ville være en minimering af forskelle, jeg ville forvente. Hvis vi husker tilbage på kønsforskellene i udtrættelighed, så er der et generelt fund om, at kvinder kan tage flere reps med en given submaksimal intensitet – dog er disse studier typisk ikke matchet for træningstilstand, men stadig. Hvis dette er tilfældet, så åbner dette studies sjette sæt (AMRAP @80% af 1RM) op for en forskel i udført volumen, som måske betyder, at kvinderne har lavet mere arbejde og derfor opbygget mere træthed. Desværre rapporterer forfatterne ikke noget om præstationen i dette sjette sæt, så vi ved ikke, om det er tilfældet. Der er også en chance for, at disse kvinder reelt set var bedre til at presse sig selv på reps og derfor kom tættere på failure, men igen, det er rent gætværk.

En ting, jeg dog igen vil understrege, er vigtigheden af testmetode. Dette studie finder nemlig en tendens, der heller ikke er ny; at sammenhængen mellem koncentrisk, excentrisk og isometrisk styrke ikke så stærk, som man skulle forvente. Vi ser nemlig forskellige restitutionsmønstre fra excentrisk og isometrisk styrketests til de to koncentriske-/SSC-tests. Det er nemlig kun de to test, som reelt set minder om træningen, der er udtrættet, da vi har arbejdet med en SSC, squat og CMJ, ligesom at det er koncentrisk failure, vi har opnået. Når vi taler om praktisk overførbarhed, så er det bare vigtigt, at det, vi måler, har en relevans for det, vi prøver at blive bedre til.

Marshall et al. (2020)

Det sidste studie på trænede individer er Marshall et al. (2020) [34]. Det er i hvert fald det sidste, der er fagfællebedømt. Der er også nogle afhandlinger, der ikke er udførte, som har undersøgt det her emne, men dem vil jeg ikke bruge tid på, da jeg helt sikkert vil overse nogle, når afhandlinger generelt er sværere at få overblik over, da de ikke alle kan findes i store databaser.

Det her studie er lidt anderledes end de andre, da de har valgt at undersøge betydningen af en helkropssession på restitution fremfor en enkelt øvelse. Det er jo virkelig praktisk relevant, da de færreste af os nok går ned og kun laver én øvelse til træning.

De rekrutterede 8 styrketrænende mænd og 8 styrketrænede kvinder. Efter en enkelt familiariseringssession til testene gennemførte de helkropstræning, som havde til formål at efterligne det, man kunne opleve som en S&C-session for basketball og netball. Øvelserne var rack pull, barbell row, pin press, hang cleans med 50% af kropsvægt og hang DB snatch med 25% af kropsvægt for mændene og 20% for kvinderne. Alle øvelserne blev udført for 4 sæt af 6 reps – dog ingen af dem til failure – hvor de tre første var underlagt en ubeskrevet RM-protokol.

Før, lige efter, 1, 24 og 48 timer efter træningen blev der testet maksimal isometrisk knæekstensionskraft med og uden stimulering af femoralnerven og maksimal isokinetisk kraftmoment over 10 reps, hvor der samtidig blev målt sEMG på VL og VM samt iltforbrug i musklen. Udover det blev der også målt subjektiv træthed via POMS og DOMS. Stimuleringen af femoralnerven blev brugt til at kvantificere graden af perifær- vs. central træthed.

Det blev observeret ændringer fra baseline hos begge køn for subjektiv træthed (0 t.o.m. 24t), DOMS (0 t.o.m. 1t), frivillig isometrisk knæekstensionsstyrke (0 t.o.m. 24t) og frivillig isokinetisk knæekstensionsstyrke (0 t.o.m. 24t), dog uden forskel imellem kønnene.

De kønsforskelle, der blev fundet, var:

En øget udtrættelighed under de isokinetiske gentagelser hos mændene, men kun 1 time efter træning.
Et længerevarende fald i isometrisk knæekstensionsstyrke med femoralnervestimulering hos kvinderne 24 timer efter træning, men uden forskel mellem kønnene lige efter og 1 timer efter træning.
Frivillig aktivering var generelt større hos kvinderne, dog ikke noget, der var påvirket af træningen hos nogle af kønnene.
Mændene oplevede en 7-foldig større stigning i deoxygeneret hæmoglobin under de isokinetiske gentagelser, en effekt der heller ikke var påvirket af træningen.

Eksplosiv styrke, både med (time-to-peak twitch og ½ RT) og uden nervestimulering samt M-wave amplitude, var ikke påvirket af træningen hos nogle af kønnene.

Hvad bidrager Marshall et al. (2020) med?

Det her er jo et studie, der faktisk forsøger at besvare rigtigt meget, særligt omkring hvilke træthedsmekanismer der måtte være forskellige mellem kønnene. F.eks. finder de, at kvinderne generelt har et højere neuralt drive end mændene, ligesom at størrelsesordenen af perifer træthed (lokal muskeludmattelse) er større blandt kvinderne efter 24 timer, end den er blandt mændene. Dertil finder de, at udtømningen af tilgængelig ilt er større hos mændene, end den er blandt kvinderne, samt en større udtrættelighed i timen efter træning uden forskel i dagene efter.

Samlet set kunne dette jo godt tyde hen i retning af, at mænd generelt udmattes via mekanismer forbundet til iltmangel, hvilket de mekanistiske forklaringer om forskelle i blodtilførsel jo egentlige støtter meget godt op om. Mht. kvinderne er det lidt sværere at tyde, da det jo som udgangspunkt også lyder til, at deres træthed opstår lokalt, men ikke pga. iltmangel og heller ikke pga. ændringer i calcium-frigivelse og -optag. Forfatterne snakker om, at kvindernes større frivillige aktivering, altså neurale drive, måske skulle være en mulig beskyttende effekt for denne øgede perifere træthed, men frivillig aktivering ændrede sig bare ikke. Det er altså svært at sige noget konkret om de forskellige træthedsmekanismer.

Det interessante er dog, at trods disse mekanistiske forskelle blev der ikke observeret nogle forskelle mellem kønnene på noget tidspunkt i frivillig isometrisk og isokinetisk kraftproduktion. Hvis man skulle kigge på selv-effektstørrelserne, så var mændene generelt altid 1-6% tættere på baseline end kvinderne.

Det fede ved dette studie er, at selvom det ikke står som et mål, så har de formået at matche forsøgspersonerne rimelig godt. De er nemlig kun 7% fra hinanden, dog relativt til kropsvægt, hvorfor normalisering til fedfrimasse nok kun vil gøre den forskel mindre.

Angående studiet, om end rigtig godt rent akademisk, er der bare særligt én ting, jeg synes er lidt besynderlig – nemlig, at de udfører en helkropssession, hvoraf ingen af øvelserne tages til udmattelse, og derefter tester de træthed i forlårene. Hvis man går tilbage til øvelsesvalget, vil jeg gerne vide, hvilke af de øvelser, der er tænkt reelt at skulle give nogen betragtelig grad af træthed i forlårene. Rack pull, rows og bænkpres træner næsten alt udover forlårene. Clean og snatch er mere forlårsdominante, men igen er det ikke forlårene, der er begrænsningen her – særligt ikke med vægte, der kun er på 20-50% af kropsvægt.

Jeg forstår godt, at de gik efter noget mere eksternt validt, men kunne de i det mindste ikke have inkluderet en squat, der var lidt udmattende? Jeg synes bare, det er ærgerligt, at en forskergrupper, der tydeligvis har så godt udstyr til rådighed, ikke tænker den praktiske del lidt mere igennem, for det kunne muligvis have været endnu bedre.

Min undersøgelse – Amdi et al. (2021)

Da jeg først lavede metoden til min afhandling, var der særligt to ting, som jeg var opsat på at sikre mig. For det første ville jeg bruge et restitutionsmål, som faktisk var praktisk relevant. Som jeg har gennemgået indtil videre, er isometrisk styrke helt sikkert standarden, men hvis overførbarheden til f.eks. squat er begrænset, hvilken relevans har den så i praksis? For det andet ville jeg gerne se, om andet end køn kunne forklare, hvad vi så. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke havde rekrutteringskraften til at matche mine forsøgspersoners træningstilstand, men jeg kunne bruge målemetoder og træningsprotokoller, der måske kunne give lidt hints om det.

Derfor faldt valgt på at, for det første, bruge løftehastighed ved en relativt høj intensitet i den pågældende øvelse som mål for neuromuskulær funktion. Dertil valgte jeg at lave to forskellige træningsprotokoller, hvor udmattelsesgraden var betragteligt forskellig. Herunder ville jeg selvfølgelig også måle løftehastigheden. Grunden til, at det er interessant, er nemlig, at et individs forhold mellem, hvor tungt noget er, og hvor hurtigt de kan løfte det, er relativt stabilt, og det gælder både, når vi taler om intensitet, og hvor tæt på udmattelse vi er [43–45]. Det vil altså sige, at hvis en person laver en gentagelse på RPE10/0RIR, altså hvor de ikke har flere gentagelser tilbage, bør hastigheden af den gentagelse være sammenlignelig, irrelevant af om det er en 1RM, 5RM eller 10RM. I mit studie, hvor matching af population nok ikke var muligt, ville det trods alt stadig give mig træningsdata, der kunne bidrage til udledningen af, om forsøgspersonerne var forskelligt trænede.

Valget faldt altså på, at forsøgspersonerne før og efter træningen skulle udføre tre gentagelser i back squat med 80% af deres 1RM med maksimal koncentrisk hastighed, hvor deres bedste gentagelse blev brugt som udgangspunkt for deres performance på det givne tidspunkt. Løftehastighed ved 80% af 1RM burde alt andet lige være mere overførbart til reel back squat-performance end isometrisk knæekstensionsstyrke.

I september 2019 afleverede jeg min introduktion og metode til min vejleder, som ikke rigtig havde nogle indsigelser, udover at han spurgte, om jeg var i stand til at finde forsøgspersoner nok. Det tænkte jeg bestemt ikke var noget problem … så naiv. Oktober og november blev så brugt på, at jeg skulle søge om godkendelse til studiet ved etisk råd, for informeret samtykke er åbenbart ikke nok, hvis man vil have folk til at squatte … Det tog lidt frem og tilbagen, men sådan er det. Jeg var dog lidt presset, da man ikke må begynde at rekruttere forsøgspersoner før 3 uger efter etisk godkendelse, og hvis jeg skulle nå både at rekruttere, få styr på det logistiske, indsamle og analysere data samt skrive afhandlingen inden mit forsvar i juni, så vidste jeg, at jeg gerne skulle rekruttere allerede i januar.

Det hele lykkedes dog, og i januar begyndte jeg at rekruttere forsøgspersoner, hvor jeg for første gang reelt set er taknemmelig for sociale medier og det netværk, de har givet mig. Ved hjælp af mine egne følger, samt delinger fra venner og kollegaer, fik jeg relativt hurtigt ret mange henvendelser. Jeg tror, at jeg endte med at have 60-70 personer, der viste interesse, hvilket jeg var ekstremt overvældet over. Efter at have fået informationerne droppede mange dog fra. Nogle af reelle logistiske årsager, andre fordi de ikke passede på kriterierne og til sidst, noget jeg har rantet lidt over i fuldskab på en podcast, at folks egen træning er så vigtig, at de ikke kan tage en uge ud af den. Folk må selvfølgelig gøre, hvad de vil, men der er ingen, der nogensinde har mistet relevant styrke af at tage en uge fri fra træning, og da slet ikke når den uge bliver brugt på at squatte semitungt 4 dage i streg. Dette er selvfølgelig et aspekt, jeg havde hørt om, men jeg havde ikke forestillet mig, hvor frustrerende mange det gjaldt for – især fordi jeg havde forventet, at det kun var eliteudøvere der havde det sådan – men nej, det er også motionister. Hvis man har den indstilling, så går jeg selvfølgelig ud fra, at man heller ikke er en person, der mener, at der burde være mere forskning på personer, der minder om én selv – f.eks. trænede mennesker eller blot mere forskning i kvinder. Beklager, det blev et lille rant igen. Jeg er rolig.

Ikke desto mindre endte det med, at 22 personer stod klar på første dag, hvoraf én sprang fra. Denne dag var en familiariseringsdag. Her skulle forsøgspersonerne test for kropssammensætning via InBody, hvorefter de fik en introduktion til, hvad der kom til at ske helt præcist de kommende dage, og de skulle igennem den standardiserede opvarmning, hvorefter vi lavede en progressiv loading-test, som til sidste sluttede ud i bestemmelsen af deres 1RM. Undervejs blev de bedt om at flytte vægten så hurtigt som muligt under den koncentriske fase, ligesom de kunne se hastigheden i real-time foran dem på en iPad, der var forbundet til måleren. Denne procedure gentog de så igen 2-3 dage senere, hvor resultatet af denne session var, hvad der blev brugt som baselinescoren.

Herfra blev de tilfældigt fordelt, stratificeret for køn, til at gennemføre en af de to forskellige træningsprotokoller. Den ene halvdel skulle udføre en session, der var tænkt at være meget udmattende for at sikre, at vi ville se træthed, og at antallet af sæt til udmattelse var ens – nemlig 5 sæt til failure med en 4-6RM belastning – denne protokol blev kaldt repetition maximum resistance training (RMRT). Den anden protokol skulle minde mere om noget, man ville lave i praksis, så 5 sæt af 5 gentagelser med 80% af 1RM, hvor volumen, relativt til maksimal styrke, var ens – denne blev submaximal resistance training (SMRT).

Dagen før træningsprotokollen mødte de ind, lavede den standardiserede opvarmning, og udførte så 3 reps i back squat med stangen med 45%, 50%, 60% og 70% af 1RM. Herfra lavede de deres baseline test, altså 3 reps ved 80% af 1RM, hvor den hurtigste gentagelse blev brugt som deres baseline. SMRT-gruppen fik 5 minutters pause, hvorefter første sæt af træningen startede. Mellem hvert sæt havde de 5 minutters pause, og efter det sidste sæt hvilede de i 5 minutter, før de igen lavede 3 reps ved 80% af 1RM, som blev brugt som deres mål for neuromuskulær performance 5 minutter efter træning. For RMRT foregik det på stort set samme måde, men efter præ-testen skulle vi finde en belastning, de ville fejle efter 4-6 reps (altså 4-6RM belastning). Vægten blev derfor opjusteret til 85% af 1RM, som typisk betegnes som den belastning, man kan tage 6 reps ved. Herfra blev de bedst om at tage 7 reps. Hvis de var succesfulde, blev vægten øget med 2,5%, og de blev igen bedt om at tage 7 reps. Denne proces blev gentaget indtil forsøgspersonen fejlede mellem 4-6 reps, hvilket så blev talt som deres første sæt. Herfra tog forsøgspersoner yderligere 4 sæt til failure med samme belastning, irrelevant af om reps faldt under 4. Efter det femte sæt lavede de så samme 5 minutters-post-test som SMRT-gruppen.

24t, 48t og 72t efter træning mødte forsøgspersonerne ind og udførte den samme opvarmning som tidligere efterfulgt af 3 reps ved 80% af 1RM, hvor den hurtigste gentagelse blev brugt som performance på dagen.

Planen var så, at de tre uger senere skulle møde ind og gennemføre den træning, de ikke havde lavet, men det planlagte tidspunkt for denne anden halvdel af dataindsamlingen hed marts 2020, og der skete bare nogle ting, som gjorde det ret svært at udføre resten af dataindsamlingen. Efter nedlukningen pga. COVID-19 så jeg min drøm om publikation løbe ud mellem fingrene på mig, for med et studie med kun 5 personer pr. gruppe ville den simpelthen bare ikke gå. Jeg kan endda huske, at jeg sad til et zoommøde med min vejleder, hvor jeg havde svært ved at holde tårene tilbage, fordi jeg synes, det var uretfærdigt, at noget, som jeg ingen kontrol havde over, skulle få så stor betydning for mig. Vi snakkede dog om mulighederne, og at det selvfølgelig ikke ville resultere i noget negativ ift. selve mastergraden. Pga. mit design nævnte han også, at der i princippet ikke var noget imod, at jeg kunne indsamle dataene senere – efter jeg var færdig med min MSc.

Under den første nedlukning blev mine dage derfor brugt på at skrive min afhandling på halvt data. Et projekt, jeg fandt ud af, at jeg havde undervurderet og muligvis ikke klaret, havde jeg forsat sammen mængde klientarbejde som tidligere. Det blev dog klaret og forsvaret med succes, og ved udgangen af juni kunne jeg officielt kalde min MSc. godt afsluttet.

Danmark åbnede så småt op omkring samme tidspunkt, og jeg begyndte derfor at kigge på muligheden for at indhente resten af dataene. Jeg fandt datoer og skrev rundt til deltagerne. Desværre sprang 13 af mine 21 forsøgspersoner fra til anden runde af dataindsamlingen – nogle af reelle årsager, andre ikke. Særligt mange mænd sprang fra, hvilket begyndte at ramme min statistiske power ret groft, så jeg forsøgte at rekruttere lidt flere, hvilket også lykkedes, da yderligere 3 forsøgspersoner meldte sig. Der endte, grundet corona-restriktioner, også med at være nogle issues med lokationen for dataindsamlingen, som blev flyttet i sidste øjeblik. Jeg havde også store issues med etisk råd, da min oprindelig ansøgning udløb i september 2020, hvorfor jeg skulle ansøge om forlængelse. Det var så fair nok, men deres svartider var alt for langsomme, og de kommenterede på de mest åndssvage ting, som ærlig talt ikke var deres problem, hvilket også medførte et mindre møgfald til dem. Det hele endte dog med at lykkedes, og i oktober 2020 kunne jeg officielt kalde mig færdig med dataindsamlingen.

Da metoden havde ændret sig lidt fra det oprindeligt planlagte, blev jeg også anbefalet at ændre i min statistiske tilgang. Oprindeligt var planen at bruge en repeated-measures ANOVA, men fordi jeg nu havde nogle forsøgspersoner, der havde deltaget i begge protokoller, og nogle der kun havde deltaget i én, blev modellen skiftet til en mixed linear-model (MLM). Jeg hverken kan eller vil gå vildt meget i dybden med, hvad forskellen er, men meget forsimplet ændrer det ikke selve det statiske output vildt meget. Nogle tendenser kan blive signifikante eller omvendt, men det er små ændringer i p-værdier, der kan forekomme. Den primære forskel er, at med MLM vil forskelle i respons på de forskellige protokoller i det samme individ vejer lidt tungere, end hvis to forskellige personers respons mellem protokoller afviger – altså tager den mere højde for det individuelle respons.

Hvad viste resultaterne så?

Amdi et al. (2021) - RMRT — Amdi et al. (2021) – RMRT

For det første var mændene ved baseline selvfølgelig absolut stærkere (1RM back squat = 141,6-148,1kg vs. 80-85,1kg), havde mere fedtfrimasse (71,7kg vs. 47,4-51,6kg) og var faktisk også relativt stærkere (1RM BSq/FFM = 1,97-2,07 vs. 1,67-1,7). Dog ingen signifikant forskel i fedtmasse, eller hvor hurtigt de kunne flytte deres 1RM.

I forhold til træningsvariablerne blev der ikke observeret nogle kønsforskelle under SMRT for intensitet, antal udførte reps eller hvor hurtigt den sidste gentagelse blev flyttet. Modsat blev det observeret, at kvinderne under RMRT udførte færre gentagelser, trænede med en højere % af 1RM, gennemførte langsommere gentagelser end mændene, og at deres sidste gentagelse under RMRT var signifikant langsommere end deres 1RM-hastighed, mens mændenes hastighed ved sidste rep i RMRT og 1RM var sammenlignelige.

Amdi et al. (2021) - SMRT — Amdi et al. (2021) – SMRT

Med hensyn til restitution blev det observeret, at efter SMRT havde mændene opbygget signifikant mere træthed end kvinderne 5 minutter, 24 timer og 48 timer efter træningen (ES = 1,01-2,25), mens en tendens til en forskel også blev set efter 72 timer (ES = 1,11). Efter RMRT blev der dog ikke observeret nogle signifikante kønsforskelle, ligesom at alle effektstørrelserne var trivielle (ES = 0,00-0,20).

Hvad bidrager min afhandling så med?

Jamen, umiddelbart ser resultater på overfladen ud til at fortælle følgende:

Når tilstrækkelig udmattelse opnås (RMRT), er der ingen kønsforskel i restitution efter tung styrketræning, men når træning er mere submaksimal, er kvinder måske mere træthedsresistente end mænd.
Denne konklusion er dog i min optik lidt billigt købt. Jeg er af den overbevisning, at hvis der er en kønsforskel i restitution, så er den nok minimal, og jeg tror ikke, at køn er forklaringEN på fundet efter SMRT.

Som jeg nævner i artiklens diskussion, er der flere tegn på, at kønnene i mit studie ikke er matchet i træningstilstand. For det første skulle kvinder bruge en højere intensitet for at ramme en 4-6RM load (89,7 vs 87,4%) under RMRT. Hvor mændene maksimalt skulle op på 90% af 1RM, var nogle kvinder oppe på 95% af deres 1RM, før de ikke længere kunne lave 7 reps. Her vil nogle bruge argumentet om, at kvinder kan lave flere reps ved en given intensitet. Mit argument er dog, at de er dårlige til at lave tunge 1’ere. Dette er ikke en biologisk forskel, men kan være sociokulturel. Hvor kvinder i styrkesport generelt er stigende, er de stadig en minoritet, og de fleste kvinder ender derfor med at træne for æstetik eller for crossfit, hvor rigtig tunge løft typisk ikke bliver gjort regelmæssigt. Det betyder derfor også, at det ikke er forventeligt, at personen er trænet i effektiv teknik ved højere intensiteter eller har de mentale værktøjer, det kræver for at presse sig selv på enere. Igen, jeg tror ikke på, at det er en fysiologisk forskel, men nærmere en forskel i, hvordan mænd og kvinder typisk har trænet ud fra sociokulturelt pres. Selvom det er dårlig evidens, så er det stadig relevant at bringe mine anekdoter ind over studiet, da jeg rent faktisk ved, hvem forsøgspersonerne er. For det første var det tydeligt, at mændene i mit studie generelt var mere trænede, når man observerede teknisk udførsel, regelmæssighed og nedbrud i takt med load. Det var desuden tydeligt at mærke forskel i nervøsiteten omkring de tunge vægte, hvor ingen mænd, men stadig nogle kvinder, var lidt utrygge omkring at squatte noget, de ikke havde prøvet før – igen, ikke den mest gavnlige ting, når det handler om at fremvise, hvad ens reelle potentiale er. Til sidst, og nok vigtigst, var størstedelen af de kvindelige deltagere personer, der i deres daglige træning fokuserede mest på crossfit eller generel fitness, hvor en betragtelig andel af mændene trænede for maksimal styrke, herunder var nogle af dem styrkeløftere. Jeg tror altså ikke på hypotesen om, at kvinder generelt, og særligt ikke dem i mit studie, er i stand til at lave flere reps ved en given intensitet på grund af deres køn. Selvfølgelig kan der være små variationer på 1-2 reps hver vej, men som udgangspunkt vil mit bud være, at store afvigelser fra normen er et udtryk for, at du enten er dårlig til at udtrykke dit maks (kan flere reps end normen ved en given intensitet) eller er i dårlig form/har lav smertetolerance (kan lave færre reps ved en given submaksimal intensitet). Yderligere begrundelse for min hypotese er, at jeg efter dataindsamlingen startede nogle af dem, jeg vil betragte som værende dårligere til at fremvise deres styrke, op som klienter i forløb, og jeg har sjældent haft så nemt ved at smide 10-20kg på en kvindes squat i løbet af få måneder.

Dette forklarer nemlig også, hvorfor mændene havde en større relativ styrke end kvinderne, for umiddelbart burde 1RM/FFM være relativt ens for mænd og kvinder, men netop mere effektiv teknik, nervesystem og psykologi kan være forskellen her. Til sidst vil jeg også mene, at hastighedsdataene lægger op til en lignede konklusion. Her leverede mændene en sammenlignelig hastighed ved både deres 1RM-test og deres sidste gentagelse under RMRT, hvilket vil sige, at deres effort/RPE var den samme. Kvinderne derimod kunne under RMRT gennemføre et sidste løft, der var 0,1m/s langsommere end deres 1RM-hastighed, hvilket vil sige, at de kunne presse sig selv mere under RMRT end under deres 1RM med en størrelsesorden, der antyder, at deres reelle kunnen burde resultere i en 1RM, der er omkring 10% større end hvad, de viste ved baseline. Denne forskel er måske ikke relevant, hvis man arbejder med RM-baseret træning, men ved procentbaseret træning som SMRT, betyder det, at forskellen mellem det, vi forventer at se som følge af vores programmering, kan være betragtelig forskelligt fra det, atleten udsættes for. En 10% højere 1RM vil nemlig betyde, at SMRT’en mere reelt bestod af 5×5 @72% af 1RM for kvinderne.

Det støttes også op af en lidt oversimplificeret udregning, jeg viste i studiets diskussion, som ud fra hastighedsdataene fra begge grupper prøver at estimere, hvor mange gentagelser kønnene kunne have lavet efter SMRT. Her fandt jeg, at kvinderne muligvis havde 4 gentagelser mere i tanken end mændene, hvilket er en betragtelig forskel i både subjektiv oplevelse og ophobet træthed, men også eventuel tilpasning til protokollen.

Så samlet set mener jeg ikke, at man kan konkluderer definitivt, at forskellen mellem kønnene efter SMRT er fysiologisk kønsbestemt, særligt fordi jeg sidenhen også har leget mere med dataene for at se, om træningstilstand måske kan give noget forklaring.

SMRT - Re-analyse ud fra træningstilstand — SMRT – Re-analyse ud fra træningstilstand

For det første fandt jeg, at relativ styrke (1RM BSq/FFM) forklarede 25% af variansen i hastighedsforskellen mellem forsøgspersonernes 1RM og deres sidste reps under RMRT (r = 0.505). Det vil altså sige, at jo mindre nogens 1RM er, relativt til deres fedtfrimasse, jo mindre er sandsynligheden for, at de kan grinde et 1RM-løft lige så langsomt som en submaksimal vægt til failure.

For det andet plottede jeg restitutionskurverne igen, men i stedet for at plotte dem efter køn, plottede jeg dem efter relativ styrke, stratificeret for køn. Så den stærkeste halvdel af kvinderne blev parret med den stærkeste halvdel af mændene og blev sat op imod de relativt svageste fra begge køn. Her følger dataene min mistanke om, at jo mere trænet du er, jo mere stress og derved træthed kan du udsætte dig selv for pr. træning.

RMRT - Re-analyse ud fra træningstilstand — RMRT – Re-analyse ud fra træningstilstand

F.eks. viser dataene efter SMRT stadig en betragtelig forskel og faktisk også et endnu større fald under baseline efter 24 timer end det, vi så, da kun mænd var i denne gruppe. Det in

teressante er dog dataene for RMRT, hvor der før ingen kønsforskel blev observeret, men nu, hvor det er relativ styrke der sammenlignes, ses det endnu engang, at de relativt stærkeste dropper længere under baseline end dem, der er relativt svagere og tager længere tid om at komme sig over det.

Disse forskelle er selvfølgelig meget små, typisk under 5%, og derfor heller ikke en stor ting, jeg ville gå op i i praksis. Angående den pedantiske diskussion omkring, hvorvidt det er køn eller træningstilstand, der er mest relevant at overveje, når vi snakker restitutionsforskelle, vil jeg dog slå et slag for, at hvis ikke træningstilstand er det mest relevante at overveje, så er det i hvert for relevant til at ignorere.

Mit studie er dog ikke uden begrænsninger, hvilket jeg vil komme yderlige ind på i efter spillet.

Udgivelsesprocessen

Starten af 2021 blev herefter brugt på at få renskrevet artiklen ud fra de krav, tidsskriftet havde, ligesom at mig og mine to vejledere havde nogle korrespondancer med rettelser og korrektioner for at gøre artiklen så god som mulig og sikre os, at vi viste dataene på den mest tydelige måde, da mange fund let kunne gå tabt i meget træningsdata – ligesom at jeg generelt har meget mere data fra hastighedsmåleren, som vi ikke engang har kigget på.

Jeg havde helt fra start valgt, at jeg ville forsøge mig med Journal of Strength and Conditioning (JSCR) som tidsskrift. Umiddelbart ikke af anden årsag, end at det er et af de primære tidsskrifter for mit fag – fysisk træning. Dertil er det et af de tidsskrifter, som oftest publicerer litteratur, jeg finder interessant, og for at være ærlig, så kan jeg godt lide det visuelle i deres artikler. Det sidstnævnte er ikke relevant i forhold til kvaliteten af tidsskriftet, men en ting jeg går op i. Det interessante ved JSCR er, at de er ekstremt populære for forskere at udgive i på trods af at dens impact factor i generelle videnskabelige termer ikke er noget vildt særligt. Mine vejledere sagde fra start, at jeg nok ikke skulle få mine forhåbninger for højt op i forhold til at blive udgivet her. Ikke fordi studiets kvalitet ikke var til det, men fordi JSCR har en backlog af artikler på over to år, hvilket vil sige, at de kan lade være at acceptere artikler i to år og stadig kunne udgive deres tidsskrift. Jeg ville dog forsøge, og i juni 2021 sendte jeg min artikel ind.

8 uger senere, ja, det er virkelig langsom proces, hører jeg fra dem igen, hvor jeg bliver noget overrasket over det, jeg ser. For det første har jeg fået kommentarer fra peer-reviewers, som basically siger, at de gerne vil vide, om:

Træningstilstanden på forsøgspersonerne har ændret sig ovenpå COVID-19-lockdown, hvilket er helt fair og en information, jeg har til rådighed, men ikke har medtaget, fordi de netop ikke var forskellige og stadig levede op til mine krav.
Hvordan COVID-19 havde påvirket mit design, hvilket også er helt fair, men igen også er noget, jeg kunne have skrevet.
Betydningen af hormoncyklus på det her, og det havde jeg ikke testet, da jeg ikke mener, at det er relevant, men igen, en ting man kan lave et afsnit om i diskussionen.
Dertil nævner de noget usikkerhederne omkring velocitet, 1RM-testning osv., hvilket igen er fair nok, men er en ting, der ikke er unikt til mit studie. Det er gældende for alle der bruger de her værktøjer.

Alt i alt, altså nogle kommentarer, hvor jeg føler, at jeg kan lave små ændringer i artiklen og genindsende, hvorfra anden peer-review-runde kan påbegynde – som det normalt plejer at foregå. Jeg får dog sammen med de her kommentarer en afvisning af artiklen fra redaktøren, hvilket jeg og mine vejledere synes er mærkeligt, da det ligner at redaktøren har afvist artiklen på forhånd, men stadig sendt den ud til peer-review. Hvilket for det første er spild af de reviewers tid, da de ikke får penge for det og også er det spildt af min tid, da de bare kunne have afvist den fra start, og jeg kunne have gået videre med den. Jeg valgte dog stadig at tage reviewerens kommentarer til mig og lave lidt ændringer i artiklen, før jeg sendte den videre.

Herefter forsøger jeg The Journal of Sports Medicine and Physical Fitness, som afviser den før peer-review uden at give en årsag – hvilken jeg tror er ret normalt. Lige her forstår jeg det ikke, men det er mere, fordi jeg har set, hvad det tidsskrift ellers har udgivet, og synes, at min artikel er af bedre kvalitet, men jeg er også biased på den front.

Til sidst vender jeg blikket mod Sports (Basel), som har en ret hurtig svarrate. Her fik jeg besked indenfor en uge, at den var kommet i peer-review og fik kommentarer fra reviewers indenfor 3 uger. Denne hurtige svartid var selvfølgelig fantastisk ovenpå den lange ventetid de andre steder, men det betød også, at min svartid var begrænset til én uge, hvilket betød en del stress, når jeg skulle foretage ændringer i manuskriptet. Den endte dog med at blive accepteret i november 2021 efter små ændringer. Det, jeg synes, var interessant her var, at kommentarerne under peer-review var så forskellige fra det første, fra hinanden og i et tilfælde direkte modsigende til det fra JSCR. F.eks. forstod de ikke, hvorfor jeg nævnte COVID-19, da det ikke havde nogen relevant betydning for studiets metodik, hvilket jeg er enig i. Det blev altså slettet, hvilket var den eneste store forskel som følge af fagfællebedømmelsen, men hvad havde man også forventet? Der er ingen beviser for, at fagfællebedømmelse rent faktisk øger kvaliteten af det, der bliver udgivet .

Den 19. november 2021 var det så officielt. Min afhandling var blevet udgivet i tidsskriftet Sports [46]. Personligt er jeg faktisk ret glad for det valg, da det modsat mange andre tidsskrifter er open-access, hvilket vil sige, at alle kan læse min udgivelse helt gratis. Dette er selvfølgelig ikke blot en fordel for mig, da flere læsninger betyder, at mit fund kommer længere ud, men det øger også muligheden for citationer i fremtidige artikler. Helt principielt støtter det også min basale holdning omkring forskning, som er, at alt forskning bør være frit tilgængeligt, og viden ikke skal være gemt bag en betalingsmur.

I vores nuværende verden har det en økonomisk betydning for mig, da jeg har skullet betale 10.000kr af egen lomme for at udgive min artikel, og til dem, der ikke ved det, så er det bl.a. en af de grunde til, at den akademiske verden er helt forskruet. Forskerne udfører forskningen, som de så selv skal betale for at tidsskriftet kan udgive, men den, der vil læse forskningen, skal betale tidsskriftet for at læse det. Det er noget fucking svineri, hvor kun tidsskrifterne vinder, hvorfor fx Sci-Hub har vundet indpas, da de trods problematikker med copyrightlovene prøver at gøre op med en helt fucked udgivelsesproces. Open-access er en del af svaret, da viden så er frit tilgængeligt, men prisen for forskerne er helt uproportionel til, hvad det reelt kræver af tidsskriftet at publicere.

Opsummeret, til dem som synes et indblik i behind the scenes i forskning er spændende, så har denne proces varet fra juni 2019, hvor udtænkningen af metoden startede, til sommeren 2020, hvor den oprindelige dataindsamling og -analyse ville have fundet sted, til 6-12 måneder undervejs fra artikelskrivning og endelig publicering. Det er ikke sådan bare lige at gøre. Dertil har jeg ikke tjent en eneste krone i processen. Derimod har jeg selv lagt ud for udstyr og publikationsomkostninger uden støtte fra universitetet – ligesom antallet af timer, jeg har brugt i min fritid har ligget langt over, hvad der var forventet. Selvfølgelig vil nogle af disse varierer alt efter, hvor du studerer, og hvilken stilling du gør det under, men under alle omstændigheder, skal man ikke tænke, at forskning er let og ligetil eller lukrativt.

Efterspillet

Efter udgivelsen var jeg virkelig lettet. Det var fantastisk endelig at kunne slå et søm i den kiste. Det var dog endnu mere interessant at opleve den respons, der så kom rundt omkring – ikke fordi det har været voldsomt, men den har trods alt været i kikkerten hos nogle mennesker med et vist følge.

Først kom Menno Henselmanns på banen, hvor han konkluderer meget konsekvent, at forskningen samlet set indikerer, at kvinder restituerer hurtigere end mænd, og at programmering bør være kønsspecifik, hvilket jeg håber, at du rynker på brynene af efter min gennemgang af både min afhandling og den generelle litteratur. Han siger så, at det delvist kan skyldes træningstilstand, hvor han også siger, at studier, hvor træningstilstand er matchet, stadig finder en forskel, blot mindre. Jeg spurgte ham, om han lige kunne guide mig til, hvor han havde set det, og han refererede mig til Judge and Burke (2010) … som ikke matchede deres forsøgspersoner. Han mente desuden, at min RMRT-protokol var biased mod kvinderne, fordi de kan tage flere reps ved en given intensitet, men som jeg har gennemgået, er jeg meget uenig. Hvis noget, så var den biased over for relativt svagere individer. Jeg kan ikke andet end at antage, at Menno ikke har sat sig særligt godt ind i litteraturen.

https://www.instagram.com/p/CW8H_mPqnKP/

Noget, der var endnu federe var at se, var, at en person, som jeg har nævnt i denne artikel, men som også bare er en fucking legende i feltet, Keijo Häkkinen, havde læst og nævnt mit studie på Twitter. Ikke fordi der blev nævnt noget særligt omkring studiet, men opmærksomheden var nice.

Nice study! Suggesting that men experienced more fatigue than women after a protocol where the volume relative to 1RM was matched, while no differences in fatigue in a protocol in which multiple sets were performed to MF. Study imitations pointed out well.@JYUBiolPA #JYUnique https://t.co/jUPfGUjHje

— Keijo Häkkinen (@KeijoHakkinen) November 20, 2021

Nå, men den måske største ting, der skete, og også grunden til, at jeg har gemt begrænsningerne af min afhandling til nu, er, at en person ved navn Greg Nuckols har lavet en virkelig god gennemgang af mit studie i Monthly Application in Strength Sports også kaldt MASS. Til dem der ikke kender dem, så er det et månedlig research review af træningsrelaterede artikler, som jeg kun kan anbefale. Jeg havde en god idé om, at jeg ville komme med, da Greg har lavet sin afhandling om noget lignende, men det var stadig fantastisk at opleve. Greg var så også den første, der gik et spadestik dybere og fandt nogle reelle kritikpunkter, som jeg synes var virkelig interessant, og dem vil jeg gennemgå nu. Jeg har siden hans gennemgang også været i kontakt med Greg over mail og Zoom, hvor vi har snakket om hans kritikpunkter, så jeg vil nedenunder forsøge bedst muligt at gennemgå disse, mine tanker, og hvilken betydning de har.

Det første issue, Greg bringer op, er, at når vi kigger på, hvor hurtigt forsøgspersonerne flyttede 80% af 1RM ved baseline, og kigger på, hvor hurtigt de kunne flytte den samme belastning under SMRT, som jo også var med 80% af 1RM, så ser vi noget interessant. Her ser vi nemlig, at mændene oplever et drastisk fald i løftehastighed (fra 0,72m/s til 0,66m/s) fra præ-test til første sæt, mens kvindernes faktisk stiger fra træningen til post-test (0,57m/s til 0,64m/s). Det var en ting, som jeg faktisk ikke selv lagt særlig mærke til, og trods antallet af gange jeg har kigget på min data, så fangede Greg den. Derfor lavede en Greg en re-analyse af de gennemsnitlige data, hvor han brugte tophastigheden i første sæt som ny baseline, og da hastighederne ved baseline lige pludselig var mere sammenlignelige, betød det også, at forskellene var mindre end de oprindelige.

Hans mulige årsager herfor kommer senere, men først vil jeg dog lige sige, at tilgangen med at bruge gruppens gennemsnit er misvisende. Jeg har dog taget hans tilgang til efterretning, men da jeg har de individuelle datapunkter, har jeg re-analyseret dataene, og i stedet for at bruge forsøgspersonernes baseline niveau har jeg valgt at bruge den hurtigste gentagelse fra alle deres træningssæt og deres præ-test, altså hvor end, de præsterede bedst, var deres baseline. Her fandt jeg, ligesom Greg, at forskellene mellem kønnene var mindre, men de var stadig større end dem, Greg fik det til at se ud til.

Denne tilgang åbner selvfølgelig op for flere confoundings i forhold til sammenligningen med hastigheden fra dagene efter, men man ville heller ikke lave et studiedesign på denne måde. Jeg ville bare argumentere for, at det er en ukorrekt måde at gøre det.

Hvorfor ser vi overhovedet det her? Der er to mulige årsager:

Familiariseringen/opvarmning til at løfte med maksimal koncentrisk hastighed var mangelfuld og/eller regelmæssigheden, hvorved dette blev udført, var mangelfuld. Det vil altså sige, at for nogle personer var den standardiserede opvarmning måske ikke nok til for alvor at få alt det til at fyre, ligesom det kan være, at kvinderne havde brug for flere sæt til at blive trygge ved at presse maksimalt igennem.
Til at måle hastighed brugte jeg et PUSH band 2.0, som er vist at være mindre følsomt og validt end mange andre hastighedsmålere, hvorfor der kan være tale om, at de her fund simpelthen er et resultat af målerens usikkerhed.

Selvom jeg ikke er enig i, at forskellene blev lige så små, som Gregs analyse viste, så er hans bekymringer for årsagen bag i min optik meget reelle. Selvom det blot er anekdotisk, var min klare oplevelse, at mændene fandt det mere naturligt at flytte vægten med maksimal koncentrisk kraft end kvinderne, og at de havde en længere indlæringskurve, så jeg kan bestemt ikke udelukke, at det er en del af årsagen til de lidt sjove tendenser i kvindernes øgede hastighed. Dertil virkede mændene også klart mere eksplosive under testsættene end under træningssættene, og det kan måske være min fejl, hvis jeg under instruktionen og feedbacken har fået det til at lyde som om, at hastigheden under træning var mindre vigtig. Hvis jeg kunne lave studiet om, ville jeg 1) forsøge at se, om en længere familiariseringsperiode var mulig op til selve dataindsamlingen, og 2) understrege endnu tydeligt, at hver eneste gentagelse skulle laves med maksimal intention.

Det andet punkt er interessant og sindssygt bittert for mig, hvilket Greg Nuckols heldigvis var meget overbærende med. Da jeg i efteråret 2019 skulle finde ud af, hvilket målingsapparat, jeg skulle bruge, kiggede jeg på mine muligheder. Typisk vil man bruge noget, der hedder en linear position transducer (LPT), hvor en snor fæstet på stangen og ret præcist måler stanghastigheden. PUSH-båndet, som fungerer via et accelerometer var dog interessant af flere årsager: 1) setuppet er mere simpelt, 2) den havde en meget brugervenlig applikation, som tillod mig at let gemme al data på den specifikke forsøgsperson og derved holde overblik over al data, på trods af at dataindsamlingen blev kørt i hold af 4-7 personer ad gangen, og 3) den var billigere, hvilket var relevant, da var min lomme, der skulle punge ud. Validitetsstudier var dog en mangelvare, men i 2019 kom der et studie ud af Hughes et al. (2019), som viste, at PUSH-band var stærk korreleret med en LPT (r = 0,94-0,97) og meget pålideligt, irrelevant af load. Jeg valgte derfor at købe det, da det nu, udover dets praktiske fordele, også var af samme pålidelighed som guldstandarden. I marts 2021, efter jeg blev færdig med min dataindsamling, -analyse og i gang med skrivningen af min artikel, fortalte Zotero (mit referenceprogram), at en af mine referencer var blevet tilbagetrukket. Af alle studier i min referenceliste var det den værste af dem alle, nemlig studiet af Hughes et al. Det viser sig, at Liam Hughes er en PhD-studerende, som kom under mistanke om at forfalske data [47]. En mistanke, han siden selv har bekræftet og som har medført hans opsigelse på universitetet – en sag, der kan læses mere om nedenfor . Problemet med sådan noget er, at alt litteratur, der efterfølgende bliver baseret på forfalsket data, bliver ramt af det. PUSH er sidenhen været med i flere valideringsstudier, men som Greg korrekt skriver, så finder man bare ikke samme pålidelighed, som Hughes et al. gjorde.

Exercise science grad student at Australian university dismissed after he admitted faking data, says supervisor

Det kan altså ikke afvises, at studiet er påvirket af PUSH-bands usikkerhed. Det er dog usandsynligt, at den er årsagen til, hvorfor man ville se en forskel mellem kønnene efter SMRT og ikke RMRT, men det kan være årsagen til små systemiske udsving samt større standarddeviationer, hvorfor statistiske fund bliver sværere at observere.

Så samlet set er det ikke fordi, at nogle af de her kritikpunkter ubetydeliggør resultaterne af mit studie, men den forskel, der blev set mellem mændene og kvinderne, er måske mindre end først antaget.

Til sidst i Gregs gennemgang vælger han også at gå imod min hypotese omkring relevansen af træningstilstand af tre primære årsager:

Når man starter med at træne, opnås det, der hedder en repeated bout effect (RBE), som mindsker graden af muskelskade, man oplever senere – tænk, at du bliver mere øm, lige når du starter et nyt program, men over tid bliver det meget mindre udtalt – selvom du presser dig mere og løfter mere. Derfor mener han ikke, at forklaringen om svagere kvinder mod stærkere mænd tæller, da stærkere kvinder kun vil blive mindre påvirket.
Når man bruger formlerne for IPF-point, som bruges indenfor styrkeløft til at sammenligne præstationer over vægtklasser, er forskellen ikke så stor mellem tidligere studier og mit.
Han mener, at den lavere hastighed i kvindegruppen ved sidste rep under RMRT tyder på, at kvinderne faktisk var mere trænede end mænd, da de kunne grinde bedre.

Det første argument er jeg ikke uenig i, men det er bare ikke relevant. For det første er RBE primært relevant, når man går fra utrænet til trænet, men jeg er usikker på, hvor stor betydning det har, når man går fra trænet til mere trænet. Mit argument omkring træning er desuden heller ikke, at mere trænede er mere udsatte for muskelskade. Mit argument er, at jo mere effektiv teknik du har, og jo bedre du er til at presse dig selv, jo mere stress kan du pålægge din krop. Altså, hvis du har perfekt squatteknik og bare virkelig presser dig til grænsen, så vil du fejle, fordi dine muskler ikke kan mere. Er din teknik derimod uregelmæssig, særligt under tunge vægte, og du måske endda ikke tror på, at du kan gennemføre løftet eller er bange, så er der større sandsynlighed for, at du fejler pga. balanceproblemer, eller at du bare stopper før tid – hvilket under alle omstændigheder må opbygge mindre træthed end reel muskulær failure.

Næste argument. Jeg er enig i, at 1RM/FFM ikke perfekt, da mænd og kvinder har forskellige andele muskelmasse pr. FFM. Ligesom at denne er forskellig fordelt i kroppen mellem køn, så den ikke være én til én, men jeg er ikke tilhænger af at bruge IPF-point som modpol: 1) IPF-point er baseret på, at alle præstationer på tværs af vægtklasser er lige gode og kræver det samme. For det første er det usandsynligt, da det kræver, at en sammenlignelig population har deltaget i alle klasser – med andre ord: hvis en klasse typisk er mere populær, f.eks. 83-105kg-klasserne for mænd og 63-76kg-klasserne for kvinder. Disse vil typisk, i relative termer, outperforme klasserne over og under. Hvis man antager, at alle er ens, så vil det betyde, at løftere, som måske ikke er lige så gode, i relative termer, vil blive kunstigt forbedret, hvis de enten er betragteligt lettere og/eller tungere end de populære klasser. På samme tidspunkt, hvilket er mere relevant for denne artikel, antager IPF-point også, at talentpuljen for mænd og kvinder er den samme – altså konkurrencen og kravene, relativt til kropsvægt, er den samme for mænd og kvinder. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal komme dertil en dag, men lige nu vil jeg betragte de mandlige klasser som mere kompetitive, hvilket jeg bedømmer ud fra, hvor ofte en løfter kommer ud af stort set ingenting og relativt hurtigt kan dominere en klasse, hvor ofte der bliver sat nye rekorder, og hvor hurtigt totalen flytter sig. Jeg tror og håber, at vi med den stigende popularitet for kvinder i styrkesport kommer dertil, men lige nu ser jeg ikke IPF-point som en god måde at matche mænd op mod kvinder. Selv vægtklasseargumentet er jeg lidt imod, især hvis det er to drastisk forskellige klasser.

Jeg har gennemgået, hvorfor jeg mener, at hans tredje argument ikke står overens til min overbevisning, men han gav dog en interessant bemærkning; når vi makstester absolut svagere personer, er de 2,5-5kg stigninger, vi laver, en større procentdel af deres maks, hvilket ikke er overraskende, men når vi taler om brugen af 1RM-hastighed, kan det jo være en ret stor forskel. F.eks. svarer 2,5kg til 3,1% for en, der har et maks på 80kg. Udover selvfølgelig risikoen for bare at faile et tungt løft vil disse større procentmæssige stigninger også øge risikoen for, at vi kun fandt ud af, hvad deres 95-97,5% af 1RM, da alt over blev for meget. Denne procentmæssige forskel finder jeg usandsynlig at kunne forklare kvindernes forskel i 1RM-løftehastighed og deres sidste reps ved RMRT, da 0,10m/s svarer til næsten 10% forskel i 1RM, og så store stigninger under 1RM testene skete ikke. Grunden til hans tese er, at man har fundet, at jo mere trænet man er, jo mere kan man grinde igennem et løft [45,48], hvorfor han mener, at kvinderne er mere trænede, men problemet er, at disse studier er i mænd og derfor ikke en kønssammenligning. En anden forklaring kan nemlig også være højde, hvor det er vist, at jo højere man er, jo højere løftehastighed har man sandsynligvis også [49]. Jeg giver ham dog ret i, at mændene som helhed ikke var exceptionelt styrketrænede eller elite, hvilket kan ses ud fra deres 1RM-hastighed, sammenlignet med f.eks. elitestyrkeløftere [46,48]. Det gør bare ikke kvinderne mere trænede.

Samlet Konklusion og Fremtiden

Hvad er den samlede konklusion så på det her emne? Jamen, jeg, og Greg, for at tage en anden, der er godt inde i det her emne med på hør, er af den overbevisning, at hvis mænd og kvinder restituerer i forskellig grad efter træning, så er det nok ikke en forskel, der er stor nok til at have nogen relevant betydning i praksis og derfor ikke bør ændre på måden, vi f.eks. strukturerer træning på. Det kan f.eks. også ses, hvis man laver en hurtig summering af alle studiernes data på neuromuskulær funktion, inklusiv begge træningsgrupper i mit studie [21,29,30,33,34,46]. Her kan man måske snakke om, at mænd er mere udtrættelige akut, altså i timerne efter træning, som er det første datapunkt efter træning (2 på x-aksen), men i dagene efter træning (datapunkt 3, 4 og 5 på x-aksen), som er mest relevant, er der ingen forskel mellem kønnene.

"Meta-analyse" over kønforskelle i restitution — “Meta-analyse” over kønforskelle i restitution

Jeg vil her tilføje, at jeg stadig tænker, at de finere detaljer omkring træningserfaring og -tilstand har en betydning her, men igen, om den kommer til at have en betydning, der er praktisk relevant, er jeg mere tilbageholdende med. Det finder vi forhåbentlig ud af fremtiden.

Oprindeligt havde jeg egentlig, primært i tiden efter at have læst Mennos fortolkning af mit studie, tænkt mig at lave det, der hedder en post hoc udforskende analyse. Det er relativt normalt at gøre for at se, om der er noget, man skal undersøge senere, men det er også en tilgang, der betragtes som mindre reel forskning, for hvis man undersøger nok talsammensætninger, vil man på et tidspunkt finde sammenhænge – selv hvor ingen reelt set eksisterer. Jeg synes dog, at det stadig ville være en interessant ting at gøre for netop at gøre folk opmærksomme på, hvilken betydning træningstilstand kunne have – og derved forhåbentlig presse fremtidens forskning i en mere nuanceret retning end blot mænd mod kvinder. Efter snakken med Greg, hvor jeg blev gjort opmærksom på, hvorfor Liam Hughes data blev tilbagetrukket, har jeg dog valgt at trække stikket på det projekt. I starten tænkte jeg, at det måske var en mindre fejl i databehandlingen, og dataene ville komme ud som en ny artikel senere. Det sker dog ikke. Set i det lys, at mine data nok altid vil være ramt af en grad af usikkerhed fra PUSH-båndet, vil jeg betragte det som at presse den for langt at lave yderligere analyser på de data. Jeg stoler stadig nok på dataene fra min artikel til, at de overordnede observerede tendenser i dataene er korrekte, men at størrelsesordnerne måske er påvirket. Så lige dette projekt er fra min side afsluttet.

Det er dog ikke det sidste for det her emne. Jeg har snakket med en PhD-studerende fra Australien, som hedder Martin C. Refalo. Han begyndte i januar 2022 at rekruttere forsøgspersoner til en del af hans afhandling, som ville undersøge det samme, jeg har forsøgt – dog med en lidt anden tilgang, som jeg tror kan bruges til at besvare mange af de spørgsmål, jeg stadig har.

Overordnet set vil han undersøge forskellene i restitution efter styrketræning i trænede mænd og kvinder. Forsøgspersonerne kommer nok primært til at have en baggrund med træning rettet mod æstetiske forbedringer (bodybuilding), ud fra hvad han forventede. De skal så først udføre tre familiariseringssessioner med både tunge løft og sæt til udmattelse, hvor RIR og hastighed bruges til at kvantificere effort. Herfra skal de over tre forskellige omgange lave en træning af x antal sæt (som er det samme hver gang, men jeg kan ikke huske det), hvor de stopper ved enten 0RIR, 1RIR eller 3RIR – alle ved 75% af 1RM. Denne RIR-bedømmelse bliver så eftertjekket med deres hastighed for at være mere sikker på, at de dømmer rigtigt. Dette gøres i både benpres og bænkpres, hvor de så før og efter, ligesom i mit studie, bruger løftehastighed i den givne øvelse som test for neuromuskulær funktion.

Grunden til, at jeg synes, at dette design er interessant, er flerfoldig: 1) Hvis proksimitet til udmattelse er en faktor, der påvirker kønnene forskelligt, så er dette designet til at finde det; 2) Hvis der er restitutionsforskel mellem over- og underkrop, samt hvis denne forskel er kønsafhængig, finder vi også ud af det; 3) Hvis jeg har ret i, at træningstilstand er skyld i den her hastighedsforskel mellem 1RM og sidste rep i RMRT, vil vi måske se samme tendens i bænkpressen (som trods alt kræver noget teknisk kunnen for at lave en effektivt single), men ikke i benpressen, hvor stabiliteten er meget høj. Det kan bekræfte, at sådan et fund skyldes forskelle i træningserfaring; og 4) eftersom at jeg har luftet nogle af mine mistanker om træningstilstand til ham, så håber jeg også, at han vil kigge efter lignende tendenser.

Personligt tror jeg ikke, han ender med at finde nogle praktisk relevante forskelle restitution mellem kønnene for nogle af protokollerne – hvis altså RIR i sandhed bliver matchet. Alt efter træningstilstanden mellem mænd og kvinderne kunne jeg dog godt forestille mig, at kvinderne (hvis de er mindre trænede i tunge løft end mændene) ender med at kunne presse sig selv mere ved reps end ved deres 1RM – altså, at deres 1RM hastighed er højere end deres 0RIR @75% af 1RM. Jeg tror yderligere, at denne forskel måske er større for bænkpres end benpres – grundet større tekniske krav.

Selvom denne proces har været hård og langtrukken, så er min interesse i det akademiske ikke blevet mindre – tværtimod. Jeg har sat mit øje for PhD’en. Hvad jeg vil undersøge, er jeg ikke sikker på, men jeg vil gerne undersøge noget mere relevant for styrkeudvikling og styrkeløft, som er et felt, jeg interesserer mig ekstremt meget for. Lige nu tænker jeg rigtig meget på, om man kan kigge på nuancerne indenfor specificitet, eller eventuelt om der reelt set er noget på trænerintuition – f.eks. hvad kigger man efter, når man tager et valg ift. programmering. Så kunne man gå ind og kigge på om det, der ses, overhovedet er noget, der objektivt finder sted, og om den beslutning reelt set gør en forskel. Jeg ved det dog ikke helt endnu …

Blog